Høj spænding i jorden

DONG Energy nedgraver i disse år højspændingsledninger i jorden, bl.a. for at undgå skader som efter orkanen i ’99. En kærkommen bieffekt er, at de af Poul Henningsen berømmede master ad åre forsvinder fra landskabet. En af disse ledninger udgør en 20 km lang strækning fra Borup vest for Hillerød til Græsted.

Museum Nordsjælland overvåger den indledende muldafrømning af tracéet, inden profilskovlen går i dybden. Selv om grøften kun er 160 cm bred og kun løfter sløret for en lille del af de fortidsminder, den løber igennem, giver sådanne ledningssager uvurderlige tværsnit gennem et større landskab, så man med større vægt kan udtale sig om de generelle forhold i et område end ved afgrænsede byggesager.

Da ledningen gik nord om Harløse, havde vi store forventninger, idet Museet gennem mange år fra dette område har modtaget detektorfund af dragtspænder og andre genstande fra yngre jernalder og vikingetid, der tydede på, at landsbyen oprindeligt lå 3-400 m længere mod nord og havde haft omfattende aktiviteter med bl.a. metalhåndtering.

[foogallery id=”9454″]

Navneendelsen –løse, der betyder ”græsgang”, har rødder i jernalderen. De østdanske –løse-landsbyer er gennemgående meget store og findes i Nordsjælland kun i den tidligt bebyggede vestlige del.

Graven, der blev til et grubehus

I højspændingsgrøften kom her en stor grube, hvor vi på bunden fandt et helt lille drikkebæger af keramik stående ret op og ned på bunden, som fik os til at tro, der var tale om en grav. Fund af itubrudte stumper af vævevægte gjorde dog, at tolkningen måtte ændres til et såkaldt grubehus.

Grubehusene er små nedgravede hytter nær beboelseshusene, der typisk har tjent som vævehuse indeholdende en opretstående væv med skiveformede vævevægte til at holde trendens tråde lodrette.
Sådanne vævehytter blev særligt populære i løbet af germansk jernalder (375-750 e.Kr.) og ses nogle steder i regulære klynger. Den nye skik med sejlførende skibe har sikkert også sat turbo på dette erhverv.

På bunden af grubehuset fandt vi også en lille jernkniv, der tydeligvis var genopskærpet til det ikke længere var lønsomt. Dermed får vi et meget rammende øjebliksbillede af grubehusets sløjfning: Væven er taget ud og itubrudte vævevægte efterladt. Den udtjente kniv er henkastet i hyttens nedgravning og bundslatten af vævekonens varme urtedrik er efterladt i sit skødesløst formede bæger.

[foogallery id=”9448″]

Brandgrav fra jernalderen

Syd for Nejede fandt vi en lille sodsværtet nedgravning, der viste sig at indeholde store mængder små stumper hvidbrændt knogle samt skår fra en større krukke og en mindre bæger. Der kan næppe være tvivl om, at denne grube skal tolkes som en brandgrav fra jernalderen!

I århundrederne op mod Kristi fødsel (førromersk jernalder) var den fremherskende gravskik at kremere den døde og samle asken med knogleresterne i en lerkrukke, der tilsyneladende blot var et almindeligt husholdningskar, og grave det ned i et hul i jorden uden anden markering på overfladen end en mindre tue. Det lille lerkar, der formentlig har indeholdt en form for mad eller drikke, er lagt med ned i urnen. Gravende mus og muldvarpe har gennem århundrederne i den sandede jord moslet urnen i småstykker.

[foogallery id=”9441″]

I forbindelse med en skovrejsningssag fandt Nordsjællands Folkemuseum i 1999 øst for Nejedevej to tilsvarende urnebrandgruber. Der ser således ud til at have været en større gravplads med brandgrave her ved et vadested på et næs ud i en større sø.

Ledningssagerne kan også vise områder med nærmest totalt fravær af fortidsminder. Det gælder f.eks. strækningen vest om Tulstrup og Alsønderup. Det skyldes formentlig det ”vaskebrætagtige” landskab med talrige små bakker med mellemliggende små sumpe, der har gjort såvel transport som landbrugsdrift utiltrækkende. Sådanne landskaber blev typisk udlagt som overdrev/græsning.
Ledningssagen fortsætter frem til november, hvor den når frem til transformerstationen i Græsted.