Jeg besværger jer, søm, ved De Ni Engles Kor!
Sådan lyder en besværgelse mod tyveri fra midt 1400-tallet, bevaret i et hollandsk manuskript som i dag er i Stockholms Statsbibliotek. Og så skulle der slås stifter af sølv i et øje malet på en væg, ridset på en bjælke, en skive af bly eller en mønt som havde været båret som en amulet
Museum Nordsjælland har netop fået indleveret en amulet med sådan Ni Søm, fundet på Skævinge-egnen. Amuletten er udformet som et hængesmykke og støbt i bronze. Amuletten er rombisk, og inde i midten af ses ni stifter stikke op i en 3×3 konfiguration.
Magi som en del af hverdagen
Sygdom, tyveri, brand, skader og alskens øvrige ulykker i oldtiden og middelalderen var næsten umulige at undgå eller behandle, så man tyede til højere magter for at afværge, at finde eller at straffe den eller de skyldige, om det så var mennesker eller væsner. Man søgte at beskytte sig med amuletter og besværgelser, det vil sige magi, ved at anråbe bistand hos Jesus, Jomfru Maria, engle og endda dæmoner. Magien kom i to former, besværgemagi, som blev brugt for at tiltrække en udkåren eller at beskytte inden ulykkerne skete og afværgemagi, som blev brugt til at fjerne eller straffe den, dem eller det som havde nedkaldt ufærden.
Ni-søms amuletten fra Skævinge er en besværge-amulet, som har været brugt i den sene vikingetid og den tidlige middelalder, ved at påkalde De Ni Engles Kor. Koret fylder i vores protestantiske og kulturkristne verden ikke meget, og er i dag nok bedst kendt fra den populære jule-mobile, Englekor 9, men i middelalderens romanske katolske kirke var Koret stort. De Coelesti Hierarchia, Det Himmelske Hierarki, var en rangliste over kraftfulde engle. Nederst var de jordnære budbringere, dernæst de himmelske herskere og øverst de rådgivende og tilbedende engle.

Amuletten er et sjældent fund, men ikke enestående. Der kendes godt en 40 stykker, som er identiske og støbte eller efter samme princip, fremstillet i bly eller lavet ud af mønter. Nogle er sikkert lavet som besværgemagi for at holde tyven væk, mens andre igen har været brugt som afværgemagi for at straffe tyven.
Magi kunne gøre tyven blind
De ældste skriftlige beskrivelser til ritualet at slå øjet ud på en tyv går tilbage til 400-årene og fra Danmark er der en hel bog fra 1607 om at Slaa Øyet ud paa en Tyf. Et ritual, der indebar en blyskive, et søm og en smed og – som navnet antyder – kunne få træls følger for en tyv.

Som de tilgængelige mønter i Danmark blev ringere og ringere, og Jomfru Maria, englene og dæmonerne forsvandt med Reformationen, så forsvandt store dele af folketroens magi, men ritualet at slå øjet ud på en tyv holdt ved, helt op til starten af 1900-tallet.
I øjeblikket er det muligt at se meget mere om det ritual samt fortiden anden tro – og overtro i Museum Nordsjællands Kulturspot med den gratis udstilling Lykken Er At Tro,