Stenalderjægerne fra Nivå

For 7.500 år siden stod vandet 5-6 m højere i Øresund end det gør i dag. Kystlinjen så derfor helt anderledes ud. Ved Møllevej i Nivå skød en fjordarm sig 2-3 km ind i landet og langs kysterne i fjorden bosatte stenalderens jægere sig. Vi kender til en række bopladser i den fossile stenalderfjord ved Nivå og en af de vigtigste er bopladsen Nivå 10. Her har museet i en årrække lavet arkæologiske udgravninger, som har givet vigtige informationer om livet i jægerstenalderen. Der blev fundet hustomter, grave, redskaber og masser af dyre- og fiskeknogler. På Museum Nordsjælland – Hørsholm er der udstillet en række redskaber i flint og hjortetak samt måltidsrester i form af hasselnødder, fiskeben og dyreknogler. Der er også udstillet to af dobbeltgravene fra Nivå samt graven med Nivåbarnet. Det seks årige barns ansigt er blevet rekonstrueret, så man kan se hvordan et barn så ud for 7.500 år siden.

Indhold

I løbet af undervisningsforløbet vil vi først undersøge flintredskaber fra jægerstenalderen – hvordan blev de lavet, hvem kunne slå flint og hvordan ser de egentlig ud i virkeligheden? Alle elever får lejlighed til at se og holde forskellige flintredskaber mens vi taler om hvordan man kan se flinten er tilhugget af mennesker. Dernæst fortsætter vi i udstillingen, hvor vi kort taler om redskaber, smykker, måltidsrester og ritualer ud fra de udstillede genstande. Anden del af forløbet fokuserer på de udstillede grave og hvad kan man lære om de levende ud fra skeletterne. Vi finder de dele af skelettet, som kan give en kønsbestemmelse og de genstande, som måske viser man troede skete efter døden. I denne del af forløbet taler vi også om aldersbestemmelse og livslængde, om sundhedstilstand, gravskikke og symboler.

Klassetrin: 1.-10. klasse (især mellemtrin). Forløbet tilpasses klassetrin og evt. særlige ønsker fra lærerside.

Sted: Museum Nordsjælland – Hørsholm, Sdr. Jagtvej 2, 2970 Hørsholm.

Tidspunkt: hverdage

Varighed: ca. 1 ¼-1½ time

Tilmelding til: Mette Palm 4045 2028 eller mph@museumns.dk

Praktisk: Der er ikke mulighed for at spise frokost på museet. Benyt evt. græsplænerne i Hørsholm Slotshave ca. 100 m fra museet.

Tips: Stenalderlandskabet ved den fossile Nivåfjord kan man opleve på Møllevej i Nivå. Mellem Kystbanen og Gl. Strandvej er lavet en parkeringslomme ud for det sted, hvor bopladsen Nivå 10 er udgravet. Her står en række skilte, som fortæller historien om jægerstenalderen, udgravningerne og landskabet. Især er det interessant at se landskabet på stedet, da de gamle kystskrænter er meget tydelige ligesom de nuværende marker markerer den gamle havbund.

Der er hverken cykelsti eller fortov på Møllevej, men man kan gå i græsrabatten. Der er ca. 300 m til Gl. Strandvej, hvorfra der går bus. Fra stien langs Kystbanen er der ca. 300 m og kommer man fra Nivå station er der ca. 1200 m i alt ad stien langs Kystbanen.