Hirschholm Slot, Struensee og oplysningstiden

Store jagtselskaber, driftige dronninger, skandaløse affærer og reformer. Hirschholm Slot har lagt rammer til det meste frem til nedrivningen i 1810. Historien om Hirschholm Slot er også fortællingen om adelens privilegier og de enevældige kongers selvopfattelse og brug af statskassen. Om selvforsyning og overforbrug – og de første landboreformer, som skulle dække et gevaldigt underskud.

Mest kendt er nok historien om (den gale) Kong Christian VII, hans dronning Caroline Mathilde og livlægen J.F. Struensee, som opholdt sig på Hirschholm Slot sommeren 1771, hvor Caroline Mathilde fødte en datter, som var resultatet af hendes affære med Struensee. Oplysningsmanden Struensee havde på det tidspunkt lagt sig ud med hele magteliten. Hans affære med dronningen bliver påskuddet for anklager om majestætsfornærmelse og magtmisbrug 17. januar 1772 og han bliver efterfølgende henrettet i april 1772.

Indhold

Museets udstilling om Hirschholm Slot danner baggrund for et forløb om godset Hirschholm, bønders rettigheder og de første landboreformer i Danmark. Slottet er også et godt eksempel på kongehusets selvopfattelse og hvordan man markerede Danmarks magt og position i udlandet via prestigebyggerier.

Blandt slottets sidste beboere var Struensee som var stærkt inspireret af oplysningstiden. I Christian VII’s navn indførte han næsten 2000 love og forordninger, der satte magteliten til vægs. En af disse forordninger var fuldstændig trykkefrihed. Udstillingen rummer en stor samling af smædeskrifter, skillingstryk, trykte taler mv. som alle omhandler retssagen mod Struensee og hans ven Brandt samt om Caroline Mathildes affære. Da Struensee anklages og dømmes for magtmisbrug og majestætsfornærmelse i 1772, bliver han udsat for Danmarks første pressehetz.

Klassetrin: 6.-10. klasse

Varighed: ca. 1 time

Hvornår: alle hverdage

Sted: Museum Nordsjælland – Hørsholm, Sdr. Jagtvej 2, 2970 Hørsholm

Tilmelding til: Mette Palm 4045 2028 eller mph@museumns.dk

Praktisk: Der er ikke mulighed for at spise frokost på museet. Benyt evt. græsplænerne i Hørsholm Slotshave.

Tips: Slotshaven med Hørsholm Kirke ligger 100 m fra museet. Der er god mulighed for at opleve omgivelserne ved det nu nedrevne Hirschholm Slot og få en fornemmelse af, hvor stort slottet og parken var i 1700-tallet.