Kvinder i jernalder og vikingetid

Kvinder i jernalder og vikingetid

Mange forbinder jernalderen og den efterfølgende vikingetid med våben og krigstogter. Den arkæologiske forskning har imidlertid vist, at befolkningen især var bønder, fiskere, handelsmænd og håndværkere. I Nordsjælland boede man på spredt liggende gårde – gerne på en mindre bakketop med plads til marker og tæt på fugtige engarealer, hvor dyrene græssede. Gården flyttede gerne lidt rundt inden for et område. Måske byggede man en ny gård ved hver ny generation. Gården var selvforsynende. Enkelte ting, som f.eks. fibler (dragtnåle) eller luksusvarer som glas, købte man af omrejsende håndværkere eller handelsmænd. Man solgte også selv de varer, man producerede meget af. Det kunne bl.a. være tekstiler af hør.
Jernalderen og vikingetiden er en periode på 1500 år, hvor nogle ting, som f.eks. byggeskik ikke forandrede sig ret meget. På andre områder skete der store forandringer, f.eks. inden for gravskik og samfundsstruktur.

Anskuelsestavlen fra 1907 viser forrest mænd og unge drenge, der er klar til at møde fjenden. Krigerne er til hest og til fods og udstyret med ringbrynjer, ansigtsmaske, sværd, enæggede knive, lanser og spyd. Drengene er bevæbnet med bue og pil eller økse. I nederste venstre hjørne beundrer en dreng et sværd. Den voksne mand har en trækiste, hvorpå der står to eksklusive drikkeglas.
AnskuelsestavleI vigen er en krigsbåd ved at blive roet ud på åbent vand. Langs næsset ligger en anden båd fortøjret. Måske er det handelsmænd, der læsser deres varer – eller folk fra bygden, som drager ud for at finde nyt land. Europa var præget af forskellige folkevandringer gennem jernalderen og tidligere kaldte man i Danmark yngre jernalder (400-800 e.Kr.) for folkevandringstid.
I baggrunden ligger to bopladser med langhuse. Omkring bebyggelserne er der marker med korn og på græsnings-arealerne går hyrden med sin hund og vogter køer, heste og grise. Våben, skjolde, både, vogn og glas er afbilledet korrekt, men de stammer fra flere perioder i jernalder og vikingetid. Dragterne kender vi fra forskellige mosefund – vævede bukser, en tunika med ærmer og en firkantet kappe. Dertil læderbælte, benviklers og lædersko.
Slægtens rige kvinder
På Sjælland fik kvinder i århundrederne efter år 1 mindst lige så rige gravgaver med i graven som mænd. Undersøgelser tyder på, at det er den af ægtefællerne i en familie, som dør først, der gravlægges med et rigt gravudstyr for at markere familiens status. Dør kvinden først, så bliver hun begravet med rige gravgaver, mens manden får mere beskedne gravgaver med, når han sidenhen dør. Kvindens mere fremtrædende rolle på gravpladserne i Østdanmark tolkes af nogle arkæologer således, at kvinden var arveberettiget og man derfor markerede hendes status med rige gravgaver.
Fra perioden 400-800 e.Kr. er der kun fundet meget få grave på Sjælland – og nogle ligger i Nordsjælland. Ved Kyndby syd for Frederikssund blev en rig mand og en rig kvinde i 600-årene begravet på en lille gravplads. Endnu en gravplads fra yngre jernalder lå ved Bilidt nord for Frederikssund.
Nordsjællandske kvindegrave
Antallet af gravpladser i Nordsjælland fra jernalder og vikingetid er meget beskedent. Ofte var de små, idet der ikke var plads til egentlige landsbyer med flere gårde i det småkuperede istidslandskab – og dermed var der ikke så mange, der skulle begraves på samme sted. Gravgaverne var ofte beskedne. Det skyldes måske, at dele af Nordsjælland var et udkantsområde, der sjældent fik del i de rigdomme og luksusgenstande, som blev ophobet på resten af Sjælland. Indholdet i gravene viser, at der på samme boplads levede både rige og fattige mennesker.
– og de betydningsfulde
I vikingetiden eksisterede der både gravpladser, hvor gravene indeholdt mange og rige gravgaver og gravpladser, hvor gravgaverne var færre og mere beskedne. I kvindegravene var smykker forholdsvis almindelige: skålformede fibler, pladefibler, trefligede fibler, armringe og halssmykker samt skrin med metalbeslag og tenvægte. Fælles for begge køn var lerkar, remspænder, hvæssesten, kamme, mønter og perler.
NøgleBlandt kvindegravene var der nogle, som skilte sig ud. De fik gravgaver med, som havde en særlig symbolsk betydning. Nye studier viser, at f.eks. nøgler kun findes i et fåtal af kvindegravene. Nøglen var ikke en praktisk ting, der viste kvindens status som husfrue. Den var derimod en symbolsk genstand, der viste, at der var tale om en kvinde med særlige evner – en klog kone. Der var også enkelte kvinder i vikingetiden, som blev begravet i en vognfading – ladet fra en vogn. Ofte tolker man kvinderne i vognfadingsgravene som kvinder med høj status. Men måske skal de i stedet opfattes som betydningsfulde kvinder, lidt ligesom kvinderne med nøgler.
Gravpladsen Egholm (2.-3. århundrede e.Kr.)
FibulaPå gravpladsen Egholm ved Gørløse begravede man i ældre jernalder, i det 2.-3. århundrede e.Kr., 18 døde, halvdelen mænd, halvdelen kvinder. Generelt var der ikke mange gravgaver ud over dyreknogler, lidt keramik og små bronzegenstande. En enkelt grav skilte sig dog ud ved at indeholde lidt flere og finere gravgaver. I dette tilfælde var det en kvindegrav med to bronzefibulaer med sølvplader, en jernkniv, nogle små bronzebeslag og et lerkar. Måske var hun den af ægtefællerne, der døde først og dermed skulle markere familiens status, som beskrevet under ”Slægtens rige kvinder”.
Gravpladsen Bombakken (4.-5. århundrede e.Kr.)
Bombakken ved Skævinge er en gravplads fra yngre jernalder dateret til det 4.-5. århundrede e.Kr. Også her var gravgaverne beskedne med brændte dyreknogler, lidt glasperler, jernknive og lerkar. Den rigeste grav indeholdt to jernknive og et lille lerkar samt en nøgle, nagler og beslag, der stammede fra et træskrin.  Der er sandsynligvis tale om en kvindegrav. Desværre er knoglerne forsvundet i løbet af de sidste 1400 år, så kønsbestemmelsen er sket på baggrund af gravgaverne – en metode, man skal være forsigtig med, som vist ved andre af oldtidens perioder i udstillingen.