Jægerstenalderens kvindegrave

Jægerstenalderens kvindegrave

Traditionelt opfatter man manden som jæger og kvinden som samler. Opfattelsen baserer sig på etnografiske studier af (næsten) nutidige jæger-samlere i mange forskellige egne af verden. Det er samme billede, vi ser på anskuelsestavlen fra 1907. Sandheden er, at vi ikke kan bevise, at forholdene i virkeligheden var sådant.

Vi kender kun få grave fra jægerstenalderen. Gravgaverne viser nogle generelle træk. Især mænd fik knive af flinteflækker med i graven. Der var også børnegrave med flinteflækker. Da det er svært at kønsbestemme børneskeletter, ved vi ikke, om det er drenge eller piger. Tandperler ses især i grave med børn og/eller kvinder. Perlerne var muligvis syet på tøj eller rygposer til at bære børn i. I kvindegrave finder man flintægknive og flintægpile, men de er sjældne. Det er næppe alle gravgaver, vi finder. Genstande af f.eks. skind eller hår er aldrig bevaret og det er kun i sjældne tilfælde, at træ og bark ikke er rådnet helt væk.

Anskuelsestavle, ældre stenalderAnskuelsestavlen viser, hvordan man i 1907 opfattede livet på en boplads fra Ertebølletiden i den sidste del af jægerstenalderen. Man lever og arbejder på en køkkenmødding, som strækker sig langs kysten. Køkkenmøddingen er dannet af skaller fra de østers, man spiste, af knogler og andet madaffald samt kasserede redskaber. Redskaber, stammebåde, kogekar og våben stammer fra jægerstenalderens sidste periode Ertebøllekulturen. De er alle afbilledet korrekt. I baggrunden skimter man en rund hytte. Da billedet blev tegnet for 100 år siden kendte man ikke til udformningen af jægerstenalderens boliger, men inden for de seneste 20 år har arkæologerne ved Nivå udgravet flere tomter efter runde hytter i stil med det viste. Om de har været dækket af siv, som på billedet, skind eller bark kan vi dog ikke afgøre. Dragterne kender vi heller ikke udseendet af, da skind ikke er bevaret hverken på bopladser eller i grave. Anskuelsestavlen er en del af serien ”Kulturhistoriske Billeder fra Nordens Oldtid” og beregnet til undervisningsbrug i skolerne. Tavlerne er tegnet af Karl Jensen efter forlæg af lærer T. Sillasen, som udarbejdede tavlerne og det tilhørende teksthæfte ”Danmarks Oldtid” (udgivet i 1925).
Den unge kvinde fra Nivå
Grav fra NivåDen udstillede dobbeltgrav blev udgravet på bopladsen Nivå 10 ved Øresundskysten.  Graven er ca. 7000 år gammel og indeholder en ung kvinde på 16-18 år og en ca. 25-årig mand.
Det er tydeligt, at kvinden er gravlagt først, for graven passer til hendes højde. Da manden lægges i graven, må man bøje hans ben for at de kan være der. Kvindens overkrop er skubbet ud til siden for at give plads, men manden ligger stadig delvist ind over hende. Manden har haft et alvorligt lårbensbrud, der er vokset skævt sammen, så hans venstre ben blev fire cm kortere. Han har derfor været halt med store smerter. Manden har uden tvivl haft svært ved at gå mere end korte strækninger og har ikke kunnet gå på jagt eller fisketur. Måske har han fulgt sin forsørger – den unge kvinde – i graven.
Dobbeltgrave
Fra Danmarks jægerstenalder kender vi til 12 begravelser med to eller flere personer. Oftest tolker man fællesgrave som resultat af fælles sygdom eller ulykker. Men fra de fossile stenalderfjorde ved Vedbæk og Nivå kender vi til i alt tre dobbeltgrave, som skiller sig ud. Her er den først afdøde blevet skubbet ud til siden, så der kunne blive plads til endnu en person i graven. I to af dobbeltgravene er det voksne, som har fået et 3-4 årigt barn med. Den tredje grav er den unge kvinde og hendes halte mand. Tolkningen af disse tre grave er, at når forsørgeren dør – og ingen andre kan eller vil overtage deres efterladte – så må den forsørgede følge med i døden.
Bäckaskogkvinden
På Bäckaskog Slotts jorde lidt syd for landsbyen Barum i Skåne fandt en bonde i 1939 en grav med et siddende skellet. Ud fra gravgaverne, en flintægpil og en benmejsel, som lå ved siden af skelettet, blev den afdøde bestemt til at være en mand fra jægerstenalderen. I 1971 blev skelettet undersøgt af en fysisk antropolog. Det viste sig i virkeligheden at være en kvindeBäckaskogkvinnan på ca. 35 år, som havde født flere børn. At ”Fiskeren fra Barum” blev til ”Bäckaskogskvinden” og havde “mandlige” redskaber med i graven vakte stor opmærksomhed og diskussion både i arkæologkredse og i den svenske befolkning. En af årsagerne til dette var blandt andet, at en kvinde med en flintægpil – en jagtpil – som gravgave, passede godt ind i tidsånden i 1970-erne, hvor selvforsørgende kvinder og ligestilling mellem kønnene var et ideal. Hvad befolkningen i Skåne for 8700 år siden mente om ligestilling ved vi ikke i dag. Det er umuligt at påpege generelle tendenser ud fra et enkelt fund.

Om Bäckaskogkvinden
Kvinden er Kulstof-14 dateret til ca. 6730 f.Kr. Kulstof-13 indholdet i skelettet viser, at største-delen af kosten kom fra dyr og planter på land-jorden, hvilket ikke er overraskende, idet Bäckaskog ligger ved et søsystem inde i landet. Fundet er udstillet på Historiska Museet i Stockholm.