Heksejagten

De første kendte hekseprocesser i Danmark fandt sted i 1540’erne. Ikke i de mest afsides beliggende landsbyer, men i blomstrende handelsbyer som Køge og Malmø. Forfølgelserne kulminerede i 1600-tallet, lang tid efter at ‘evangeliets klare lys’ skulle have bredt sig over landet. Det sætter reformationen i et noget andet lys, end vi normalt er vant til. Det er bemærkelsesværdigt, at fænomenet fra midten af 1500 tallet stort set holdt sig til reformerte lande i Nordvesteuropa. Syd- og Østeuropa gik stort set fri.
Hekseprocesserne, der hovedsagelig var rettet mod kvinder, startede næsten samtidig med kampen mod den frie seksualitet og prostitution. De kulminerede voldsomt i årene 1617-19, hvor en ny lovgivning netop blev vedtaget.  Chr. IV’s forordning fra 1617 ” Forordning om Troldfolck oc deris Medvidere” medførte et kraftigt opsving i hekseforfølgelserne i landet. Lovbestemmelserne går igen i Danske Lov fra 1683 om ”Vildfarende lære, gudsbespottelse og trolddom”. Heksejagt
De allertidligste europæiske hekseprocesser foregik i traditionelle kætterområder (ikke kristne) i Alperne i 1300-1400-tallet. Processerne affødte en egentlig lærebog i heksejagt, nemlig ”Heksehammeren” (”Malleus Maleficarum”) af Jacob Sprenger og Heinrich Institorius. Den havde to år før sin udgivelse i 1486 opnået en Bulle (godkendelse) fra paven. I anden udgave af bogen blev Pavens godkendelse trykt i bogen, så enhver kunne se den pavelige autorisation i heksejagt.
Ser vi ud over det ganske land var det kvinder af alle slags, der kom i klemme. Men særlig ramt var kvinder over en vis alder og enker. Nogle havde skavanker, andre var gamle og sære. Nogle kvinder var opsætsige og fulgte ikke de nye regler om at holde sig fra småhandel på markedet. Andre kom op og toppes med en nabo eller kunne eventuelt anvende urter mod sygdomme. Endelig var der dem, som ikke ville følge den nye religiøse retning.