Rungsted Kro gennem tiden

Lisbet Hein, fhv. museumsinspektør

Kroen på Rungstedlund

Det har været en kro i Rungsted igennem århundreder. Den ældste skriftlige kilde om kroen er fra begyndelsen af 1500-tallet, men den har sandsynligvis eksisteret længe inden.

Rungstedlund omkring 1890, lige inden branden, der udslettede længen ud mod Strandvejen. Her lå Rungsted Kro indtil 1803.

Rungstedlund omkring 1890, lige inden branden, der udslettede længen ud mod Strandvejen. Her lå Rungsted Kro indtil 1803.

Indtil kongevejene blev åbnet for almindelige mennesker i slutningen af 1700-tallet, var Strandvejen nemlig den vigtigste færdselsåre mellem København og Helsingør. Rungsted lå lige midt på strækningen, og var et passende sted at spise, overnatte og få hestene fodret. Indtil 1803 lå kroen i den ejendom, vi i dag kender som Rungstedlund, der rummer Karen Blixen-museet. I de nuværende bygninger kan dele spores til 1600-årene, mens resten er lidt nyere.

Kroen flytter over Strandvejen

I 1803 flyttede krovirksomheden fra Rungstedlund til en bygning på den anden side af Strandvejen. Bygningen er for længst borte, men lå nogenlunde der, hvor vi i dag har det store lysregulerede kryds på Strandvejen ved Rungsted Havn.

Rungsted kro i 1830’erne, foto af maleri af Niels Rademacher.

Rungsted Kro i 1830’erne, foto af maleri af Niels Rademacher.

I midten af 1800-tallet begyndte kroen at få en ny slags kunder. Det var det københavnske borgerskab, der om sommeren ønskede at “ligge på landet” i fiskerlejerne langs Øresund. Nogle lejede sig ind på kroen, andre hos fiskerfamilierne i lejet, eller på gårdene i Vallerød. Rungsted Kro indrettede sig efter det nye publikum, og tilbød værelser med udsigt og balkon.

Kroen bliver til badehotel

Strandvejen i Rungsted (og videre nordpå) var dengang ofte oversvømmet eller tilsandet. Sommergæsterne kom derfor med dampskib fra København, hvis de ikke tog toget til Holte, og derfra hestevogn til Rungsted. En besværlig rejse – indtil Kystbanen åbnede i 1897 og gjorde det hurtigt og nemt at nå Rungsted. Der kom pludselig gang i Rungsted, og helt nye muligheder opstod for det lokale erhvervsliv. Den driftige københavnske restauratør Theodor Fugmann så potentialet og købte kroen, som han straks udvidede kraftigt og indrettede til et moderne badehotel.

Rungsted badehotel

Rungsted Badehotel, reklamepostkort fra begyndelsen af 1900-tallet.

Efter datidens forhold var Rungsted Badehotel både luksuriøst og stilfuldt, og blev en succes fra starten. Det havde sin storhedstid omkring 1. Verdenskrig, men allerede i 1930’erne var tiden forbi for badehotellerne langs Øresund. De københavnere, der havde råd til at rejse på ferie, tog hellere til Sjællands nordkyst, eller til Vesterhavet. Under besættelsen var hotellet beslaglagt af tyskerne, og i 1948 blev det revet ned.

Den nuværende Rungsted Kro

Rungsted Badehotel rettede sig mod det “fine” publikum, men ejeren Theodor Fugmann vidste, der at der også var penge at tjene på det mere jævne publikum. Derfor købte han omkring år 1900 en ældre ejendom på Rungstedvej, som han indrettede til en kro, hvor man kunne få et måltid mad, eller bare en forfriskning – til en rimelig pris, og uden at være iført sit stiveste puds.

Rungsted Kro har overlevet badehotellet med mange år, selv om der netop i de sidste par år har været uro omkring driften. Men i september 2015 skulle kroen genåbne i en stil, der nok ikke er så forskellig fra den oprindelige.

Rungsted Kro 1972

Den “nye” Rungsted Kro i 1972.