Pernilles Børnehotel i Rungsted

Lisbet Hein, fhv. museumsinspektør

I 1950’erne var der flere institutioner i Hørsholm, der tog sig af børn. I den nedre ende af den sociale skala var der Rebeccasøstrenes Spædbørnshjem på Sdr. Jagtvej. Det var især nyfødte børn af enlige mødre, der blev optaget på hjemmet, og de fleste af børnene blev efter en tid bortadopteret.

Men der var også flere børnehaver, både offentlige og private. En af dem var frk. Jespersens private børnehave i Rungsted. Frk. Jespersen drev børnehaven fra 1934–56, og der er mange “gamle børn”, der husker stedet med glæde.

Frk. Jespersen med nogle af børnehavebørnene (ukendt årstal), Rungsted

Frk. Jespersen med nogle af børnehavebørnene (ukendt årstal)

Pernilles Børnehotel

Men der var også en børneinstitution af en art, der vist er forsvundet i dag. I 1950’erne lå der i Rungsted en privat institution, “Pernilles Børnehotel”. Børnehotellet tog især mod børn, hvis forældre skulle rejse bort, eller hvor der var sygdom eller vanskeligheder i hjemmet. Men hjemmets leder, fru Prom, tog også mod børn, der blot trængte til en fast hånd i en periode.

Fru Prom fortalte i et interview med “Hørsholm Avis” 20. januar 1950, at hun ofte havde haft held til at rette op på “uregerlige, vanartede eller nervøse” børn. Fru Prom påtog sig på et par måneder at klare problemer med bl. a. opførsel, spisning og med at sove.

Vallerød Banevej 22, hvor Pernilles Børnehotel lå i 1950’erne. Foto 2012

Vallerød Banevej 22, hvor Pernilles Børnehotel lå i 1950’erne. Foto 2012

Som eksempel fortalte fru Prom om en ung frue, der havde fået så dårlige nerver, at hun måtte tilbringe nogle måneder på et nervesanatorium. Imens var kvindens tre børn anbragt på Pernilles Børnehotel. 

Den unge frue følte ikke selv, at behandlingen på sanatoriet hjalp synderligt, men da hun fik sine børn hjem igen, var de som forvandlede: Søde, velopdragne og medgørlige. Hurtigt kom den unge frues nerver i orden igen – det var simpelthen børnene, der havde været problemet, og fru Proms opdragelsesmetoder, der havde løst det!

Relief af legende børn på huset, hvor Pernilles Børnehotel lå. Foto: Leon Gyldmark

Relief af legende børn på huset, hvor Pernilles Børnehotel lå. Foto: Leon Gyldmark.

Beretninger fra Pernilles Børnehotel

Børnehotellet lå i Rungsted fra sidst i 1940’erne og gennem 1950’erne, og det tog mod børn, hvis forældre af den ene eller anden grund havde behov for at få dem passet af andre. Museet kendte kun til hotellet fra en artikel fra 1950 om lederen, fru Prom. Af fru Proms egne udtalelser fremgik det, at hun havde stort talent for at “rette op” på børn, der havde savnet en fast opdragelse, men af de indkomne beretninger ser det nu ud til, at hotellet primært modtog børn af forældre, der skulle rejse i forbindelse med ferie eller arbejde.

De fleste af børnene savnede deres forældre og var kede af at være på børnehotellet, men der er også flere, der har mere positive minder. Museet har med tak modtaget 10 beretninger om stedet, der vil blive registreret og opbevaret i Hørsholm Lokalarkiv.

Her er nogle udpluk:

Første beretning:
“Mine forældre parkerede mine 2 søskende og mig på Pernilles Børnepensionat (sådan husker jeg, at det hed), da jeg var 3-4 år. Det var nu ikke fordi vi var uopdragne, men fordi de var på ferie i Tyskland og Østrig. Jeg husker det svagt: en stor hvid bygning og en stor have med masser af kringelkroge, og at jeg havde hjemvé – ikke meget andet.

Jeg kan forøvrigt fortælle, at Pernille Proms og vores liv krydsedes igen i 1970’erne, hvor hun og hendes mand havde Pension Tisvildehus i Tisvilde, hvor min familie dengang boede hele året. Udover at drive pensionat havde hun julestue, hvor hun solgte hjemmelavede nisser (“Pernillenisser”). Hun er begravet på Tibirke Kirkegård.”

Anden beretning:
“Jeg og min søster blev passet der i en periode på tre måneder mens vores forældre var bortrejst. Jeg mindes at have haft en udmærket tid der, bortset fra at min lillesøster var anbragt på en meget stor stue med en masse andre børn som stod i hospitals tremmesenge og ikke var særligt tilfredse. Jeg måtte ikke komme ind til hende, men gjorde det alligevel flere gange hver dag.

Jeg gik ellers i skole i Sorgenfri hvor vi boede, men blev i de tre måneder flyttet til Rungsted Skole Jeg kan huske at Pernille sagde at jeg skulle vælge et sæt tøj som jeg skulle have på hver dag i skole! Jeg valgte det fineste jeg havde, en grå lægget flannelsnederdel og et gult cardigansæt. Da vi skulle være der så relativt længe boede jeg på værelse med Pernilles egen datter. Vi havde et langt smalt rum med skrå vægge på øverste etage og jeg kan huske, at vi lå og snakkede om aftenen.”

Tredje beretning:

” Vi kaldte det nu Pernilles Børnehjem!”

Min søster og jeg har vel været omkring 6 og 4 år – det vil sige i 1954 – at vi skulle tilbringe et par dage på det fornemme børnehotel, mens mine forældre var på en tur med et par overnatninger. Det giver sig selv, at det kun er glimtvise erindringer, som jeg har derfra, da jeg blot var fire år den sommer, men de få erindringer står stadig som mejslet i min hukommelse, for det var en af min barndoms mest rædselsfulde oplevelser.

Jeg husker ikke specielt huset, men jeg kan huske sovesalen – et stort rum med mange små senge og et værelse i baggrunden, hvor nattevagten sov. Sengebundene brød med jævne mellemrum sammen – også min – med stort spektakel og til voldsom irritation for de ansatte som mente, at det var fordi børnene sov for uroligt, at bundene ikke kunne holde. Min sengebund brød også sammen, og da jeg til overflod var sengevæder, blev jeg skældt endnu mere ud. Der var dog en sød ung pige, der havde vagt den ene nat, som tog mig op på skødet og trøstede mig. Jeg fik endda lov til at sove resten af natten inde hos hende!

Jeg husker også haven, hvor jeg gemte mig ned i bunden ved frugtbuskene, når der blev kaldt til spisning. Jeg ville ikke op til måltiderne, som var en prøvelse. Jeg var lille og mager og havde praktisk taget ingen appetit – og da slet ikke når jeg var væk fra mine forældre – så det var minimalt, hvad jeg kunne spise. Men som den mindste af de tilstedeværende børn var det min tallerken, som al den uspiselige suppe havnede i, hældt over fra tallerken til tallerken i al diskretion, når personalet vendte ryggen til! Og så stod jeg selvfølgelig til en overhaling, fordi jeg ikke ville spise op! Ingen lagde tilsyneladende mærke til, at der var væsentlig mere i tallerkenen til sidst, end da der blev øst op! Og så havnede jeg som straf køkkenet, hvor jeg skulle sidde væk fra de andre børn!

Vi blev i øvrigt også spist af med blandt andet appelsinmadder, når der ikke var varm mad på bordet – meget sundt bortset fra, at skrællen ikke blev skåret af appelsinen, inden den blev skivet til pålæg! Om det var fordi man mente, at det sunde sad i skrællen, eller fordi køkkenpersonalet ikke gad skrælle appelsinerne, skal være usagt, men godt det smagte det ikke. Og der kunne slet ikke være tale om at fjerne skrællen og efterlade den – så var det igen en tur i køkkenet!
Et par år senere, da min familie var flyttet til Gentofte, fik vi nogle legekammerater, som sjovt nok også havde tilbragt noget tid på Pernilles Børnehotel. Det viste sig, at de havde lignende minder derfra, og at storebroren endda var flygtet og gået hele vejen hjem fra Rungsted til Gentofte for at slippe væk fra kadaverdisciplinen.

Fjerde beretning:
“Min lillesøster og jeg var 2 gange på Pernilles Børnehotel ca. 1951 – 1953. Mine forældre skulle på ferie uden børn, og hvorfor vi ikke kunne være hos bedsteforældre, ved jeg ikke.

Faktisk tror jeg, min mor ville os det godt – men vi var ulykkelige, når vi skulle være på Pernilles Børnehotel.
Husker dog kun venlige personer omkring os, men strengt! – hvis ikke vi ville spise vores levertran – så var der ingen mad. Husker noget med vi sad og græd i “timevis”, fordi vi nægtede at indtage den flydende levertran. Vi sov på sovesale – og jeg husker der stod en potte midt på gulvet. Blev i mørket vækket af en grædende pige, der havde sat foden i potten. Og så husker jeg, vi skulle optræde for en masse voksne/børn – og jeg blev stillet på et bord/skab i kattedragt og modvilligt skulle synge: “Se den lille kattekilling”

3. gang vi skulle af sted, hylede vi så højt, at vores 22-årige nyansatte husassistent – som skulle på ferie hos sine forældre på Lolland – fik medlidenhed med os, og fik overtalt mine forældre til at tage os med til Vesterborg. DET blev mit livs bedste ferie!! At komme til en bondegård, hvor der var hjertevarme mennesker, – man kørte på traktor, løb i kornet og hyggede alle sammen om aftenen med spil og historier. Faldt i søvn med en meget tung dyne, døren åben til lyden af et gammelt ur og de voksne der talte. Das i gården og ingen badeværelse – afvaskning i balje i køkkenet. Heldigvis fik vi lov de næste 8-9 somre at komme til Lolland.”