Projekter

Legat til Museum Nordsjælland

Onsdag den 19. april 2017 modtog Museum Nordsjælland 100.000 kr. fra Grethe Christiansens legatstiftelse til udviklingen af et kombineret historisk værksted og oplevelsesrum for Hillerøds børn i udstillingen Tidens Gade på Bymuseet i Hillerød.

I dag fremstår Tidens Gade som en traditionel udstilling med interiører fra butikker fra 1950’erne, hvor man godt må se, men ikke røre ved genstandene. Eneste undtagelse er skolestuen, hvor børnene i dag kan lege ”skole i gamle dage”.

Museum Nordsjælland søger om støtte til at give Tidens Gade et kvalitetsløft ved at udvikle og nyindrette udstillingen, så den både fungerer som historisk værksted for skoleklasser og oplevelsesrum for børnefamilier og de ældste børn i daginstitutionerne. Målet er at give børnene en ny oplevelse af historien ved at se, røre, høre og lege sig til en større forståelse af, hvad det vil sige at være barn for omkring 100 år siden.

Tidens Gade skal nyindrettes som en gade fra 1920’erne, hvor man kan handle i forskellige tidstypiske butikker. Der vil bl.a. blive indrettet en købmandsbutik, hvor børnene kan veje af og sælge forskellige varer. På en fastmonteret budcykel med tilhørende videoinstallation vil de kunne cykle ud med varer gennem det gamle Hillerød, hvilket var et typisk arbejde for drenge i gamle dage.

Der skal indrettes en lille bylejlighed, hvor børnene kan lege og udføre husligt arbejde for på den måde at opleve forskellen på deres egne livsvilkår og livet for en børnefamilie i 1920’erne. Der vil også være en skolestue og mulighed for at lege skole i gamle lege.

Omdannelsen af Tidens Gade til et historisk værksted vil give et stort kvalitetsløft til Museum Nordsjællands undervisningstilbud om livet i gamle dage, et emne mange skoleklasser arbejder med. I det historiske værksted kan klasserne arbejde med temaer som skolegang, arbejde, fritid, kønsroller og levevilkår. Til skolerne vil der blive udarbejdet undervisningstilbud, som kan indgå i forskellige fag. Undervisning på Bymuseet er gratis for skoleklasser i Hillerød Kommune.

Udviklingen af Tidens Gade til et historisk værksted for skoleklasser og et oplevelsesrum for børnefamilier og daginstitutioner rammer således en bred målgruppe og vil komme mange børn i Hillerød til gavn. Med omdannelsen af Tidens Gade vil Hillerøds børn få en unik mulighed for at opleve historien på en ny og levende måde på deres lokale museum, og Museum Nordsjælland er meget taknemmelig for modtagelsen af Grethe Christiansens legat. Projektet vil blive udviklet i flere etaper og stå færdig om et år.