Sjælden mangekantsøkse

Økse foræret til museet

Museet har fået en såkaldt mangekantsøkse foræret fra en privat giver. Øksen er fundet ved gravearbejde i en tørvemose nær Lynge tilbage i 1940.

Øksen er en stridsøkse af bjergart, der er formet ved såkaldt prikhugning og intensiv slibning. Herved har man skabt en smuk økse, som ikke var beregnet til dagligdags arbejde, modsat de kendte flintøkser, som findes i mange hjem rundt omkring i Danmark. I stedet kunne ejeren bruge øksen ved særlige lejligheder, hvor det var nødvendigt med den helt specielle signalværdi, som mangekantsøksen har.

Det har været et ganske stort arbejde at fremstille disse økser, der da også anses for at være noget af det ypperste stenarbejde, som man fremstiller i den tidlige del af bondestenalderen, omkring 3300 f. Kr. Øksen har endt sine dage i moselagene ved Lynge og er helt sikkert blevet ofret som en del af den generelle offerskik i denne periode af oldtiden, hvor man nedlægger store værdier i moserne og vådbundsområderne over hele landet.

Det er yderst sjældent at man finder så fine og velbevarede bjergartsøkser som denne, og det er en fornøjelse at øksen er givet til museet, så den kan indgå i fremtidige udstillinger.

mangekantsøkse