Teglovnen fra Teglhøj

Nyt om udflytterbøndernes teglproduktion ved Horneby.

Navnene på gravhøjen ”Teglhøj” og gården ”Teglhøjgård” ved Horneby har længe antydet, at en form for teglproduktion skulle have fundet sted i nærheden, men ingen historiske eller arkæologiske kilder har hidtil kunne underbygge dette. Før nu.

DONG nedgraver for tiden en højspændingsledning mellem Gilleleje og Horneby, hvor Museum Nordsjælland overvåger muldafrømningen. På den måde får vi et 10 km langt kulturhistorisk tværsnit gennem de fortidsminder, der ligger på dets vej.

Ved Horneby kom en 15 m lang nedgravning med klumper af brændt ler. Et tværsnit viste en lodret brændt lervæg stående på et fundament af store kampesten, som viste, at vi havde at gøre med en ovn af en art. Gravhøjen Teglhøj pegede som nævnt mod teglproduktion, og det skulle vise sig at holde stik.

Ovnen i fladen i første afrensning. Her ses det, at lervæggen er braset ned i ovnrummet, da ovnen blev sløjfet.

Plantegning af ovnens teglbundbelægning, indfyringsrender, stenfundament og tørveopbygning.

Vi havde fat i sydhjørnet af en ca. 5 x 5 m stor ovn i bunden af et 170 cm dybt hul, hvor bunden var belagt med tegl med mellemliggende indfyringsrender, hvor man kunne fyre op under de opstablede mursten. Indfyringen er sket fra øst for at undgå den værste vestenvind. Ovnens dybe nedgravning har også givet god læ og mulighed for at bygge en overdækning af træ, der kunne forhindre, at et regnskyl ødelagde en hel produktion. 

Normalt plejer teglovnes vægge at være opbygget af tegl, men her havde man udført konstruktionen ved at anlægge et fundament af kampesten, opbygge en mur af græstørv udenom, som udadtil var holdt på plads af opgravet sand.

Ovnens tegllagte bund med mellemliggende indfyringsrender med trækul fra den sidste brænding. Forrest ses kampestensfundamentet i to skifter til ovnens lervæg.

På indersiden havde man opbygget ovnens væg af ler magret med halm. Væggen var bevaret i op til en meters højde.
I opfyldningen lå en del knuste sten fra den sidste brænding. De var håndstrøgne og havde ligget og tørret på et underlag (strygebane) af halm, sand eller fint knust tegl.

I profilsnittet ses tydeligt opbygningen af græstørv. De mørke striber er det formuldede græs.

Del af ovnvæggen. Man kan se, at den har været glattet af en halmvisk ell. lign. og er udsat for kraftig varme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stenenes størrelse pegede på en datering til 1700-tallet, men dateringen kan også indkredses på anden vis: på udskiftningskortet over Horneby fra 1787 optræder navnene ”Teglehöy” og ”Tegle Mose”, men ingen af disse navne findes i Markbogen 100 år tidligere.

Udsnit af udskiftningskortet for Horneby 1787. Her ses både Tegle Höy og Tegle Mose.

Udsnit af Original 1-kortet fra 1816. Her er Teglhøjgård opført.

Udsnit af Målebordsbladet fra 1842 med de to navne vidnende om fordums teglproduktion.

Slutningen af 1700-tallet var udflytningens tid, hvor mange gårde skulle nyopføres inden for få år. Det var en passende lejlighed til at opgradere tavlerne mellem bindingsværket fra lerklining til murværk. Den lollandske præst Johan A. Dyssel fremstillede 1772 et lille belærende skrift for at undervise bønderne i, hvordan de for små midler kunne opføre og drive små teglværker, så de kunne producere sten til eget brug, Skriftet blev udleveret til bønderne af det Kgl. danske Landhuusholdnings-Selskab og kunne derved få betydning for datidens folk. Allerede 1711 forfattede den driftige godsejer Jens Rostgaard en ”Underretning om Muurstens Brændning”, som var en vejledning til datidens gør-det-selv-entreprenører.

J. A. Dyssels billede fra 1772 af en lille bondeteglovn bygget ind i en bakke. Foran ses indfyringshullerne.

Til højre tilberedes leret, i midten ses strygeren og til venstre hjælperen, der bærer sten til tørring på jorden. Dyssel 1772.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ovnanlægget fra Horneby repræsenterer en ”genopdagelse” af teglbrændingsteknikken, hvor teglproduktionen efter et næsten totalt ophør i Danmark i 200 år tages op igen, men nu i en ganske anden produktionsform og skala end ved de store pragtbyggerier i 1500-tallet.

En ovn af Horneby-størrelsen har kunnet brænde 12-15.000 sten ad gangen. Da der skal ca. 30.000 sten til en bondegård, har man haft ca. 2 brændinger pr. gård. Det er uvist, hvor mange gårde, ovnen har forsynet – der er 4 udflyttergårde langs vejen, der er mulige kandidater.

Ejeren, René Mourier, fremviser sten fra Roebjerggård (nu Rødbjerggård). Stenen til venstre har samme størrelse som stenene fra teglovnen – måske er dette ikke tilfældigt?

Jørgen Berthelsen, der er formand for den selvejende institution ”Nivågård Teglværks Ringovn” og har arbejdet gennem mange år med teglværkernes historie, deltog i undersøgelsen og bidrog væsentligt med sin specialviden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ovnen er anlagt i rent sand, så alt leret har måttet transporteres til stedet fra en nærliggende lergrav. Sandet har haft den store fordel, at det har været let at grave i, når det vældige hul til ovnen skulle anlægges. Endvidere ligger ovnen strategisk lige ved en smal flaskehals, hvor den eneste mulige passage fra nord til syd gennem store moseområder kunne foregå. Der er med andre ord mange hensyn at tage i en tid før gravemaskiner og asfaltveje.

Teglovnen har ligget lige ved en smal flaskehals for nord-sydgående trafik mellem store moseområder.

”Made in Horneby”.