Den høje viking fra Tibirke

Jordvarmesag giver gravplads fra vikingetiden nær en jættestue fra stenalderen.

Anlæg af jordvarme er blevet meget populært blandt private husejere. Da jordvarmeslangerne skal graves knap en meter ned i jorden, kan de imidlertid komme i karambolage med jordfaste fortidsminder.

En sag fra Tibirke havde særlig Museets bevågenhed, da den lå klos op ad en jættestue, der blev sløjfet og overpløjet i 1800-tallet. Der var derfor stor risiko for, at der kunne være spor efter aktiviteter omkring jættestuen. Museum Nordsjælland foretog derfor en prøvegravning i haven.

Fig. 2 Luftfoto med røde grøfter, kopi

Jordvarmeanlægget lå lige klos op ad en sløjfet jættestue

Fig. 3 Plantegning, kopi

Prøvegrøfterne hvor de to grave er indtegnet.


Fund af grave

I en af grøfterne kom to tætliggende nord-syd-orienterede gruber, der viste sig at være grave. I den ene fandtes et skelet med hovedet i nordenden. De porøse knogler som rygsøjle, ribben og bækken var forvitret, mens lemmeknogler, kranium og fødder var velbevaret.

Fig. 4 Skelet afrenset i fladen fra N1

Skelettet afrenset i fladen

Fig. 5 Plantegning

Udtegning af skelettet

 Man kunne se, at den døde havde været pakket ind i skind eller klæde eller var placeret i en meget snæver kiste, da fødderne stod lige op i luften. De ville have faldet ud til siden, hvis de havde fået lov til at forrådne på normal vis.

Selv om bygherre ændrede anlægsplaner og ikke berørte graven, valgte Museet for egen bekostning at udgrave graven, da den var delvist udgravet i prøveundersøgelsen.

Hypotesen var, at det var en grav fra slutningen af bondestenalder (dolktid) anlagt i forbindelse med jættestuen. Det skulle vise sig ikke at holde stik: Under højre underarm, formentlig oprindeligt siddende i bæltet, fandtes en jernkniv. Dermed måtte vi være oppe på vor side af Kristi fødsel, idet man i jernalderen før Kristus brændte de døde.

Fig. 6 Skelet med jernkniv, fra V, KOPI

I bæltestedet på den døde sad en jernkniv.

Fig. 7 Røntgenfoto af kniv, billedbehandlet

Røntgenfoto af kniv, billedbehandlet

Antropologisk undersøgelse

Museum Nordsjælland fik støtte af Kulturstyrelsen til en kulstof 14-datering af skelettet, så vi kunne snævre dateringsrammen noget ind, samt til en antropologisk bestemmelse af skelettet, som skulle afklare køn, alder, højde og eventuelle sygdomsspor. Skelettet blev gennemgået af professor Niels Lynnerup fra Antropologisk Laboratorium. Det blev bedømt til at stamme fra en voksen, ca. 40 år eller ældre, mand. Der var tab af de venstresidige store kindtænder, som var sket lang tid før dødens indtræden. Lårbenet målte 50,5 cm i længden, hvilket svarer til en legemshøjde på 182 cm, dvs. en granvoksen herre.

Fig. 8 Højre underben, close up

Fødderne stod lodret op i vejret. Det viser, at den døde har været pakket ind i skind/klæde eller har ligget i en meget smal kiste

Fig. 9 x9 Venstre lårben

Lårbenet var 50,5 cm langt. Det viser, at den døde var hele 182 cm høj.

Datering

Kulstof 14-dateringen af skelettet viste, at den døde var gravlagt i perioden 900-1030 e.Kr., dvs. sen vikingetid. At det er fra førkristen tid ses af, at graven ligger nord-syd og ikke øst-vest, at den døde har fået gravgods med, samt at han ikke ligger på en kirkegård, men tværtimod i tilknytning til en allerede dengang meget gammel jættestue, som måske har fungeret som vartegn for gravpladsen. Den anden grav i prøvegrøften blev ikke undersøgt, da den ikke blev berørt af undersøgelsen. Selv om der ikke blev påvist spor af skelet heri, er der næppe tvivl om tolkningen, for lagfølgen var præcis den samme med et sodsværtet lag med brændte knogler længere oppe i gravfylden, som måske kan stamme fra et gravmåltid. Omkring gravene fandtes små sodsværtede huller med brændt knogle, som enten også kan være rester fra gravmåltider eller være egentlige brandgrave – i vikingetiden findes disse to gravformer ofte side om side.

Fig. 10 x3, x4, x6 x12 Brændt knogle

Sodsværtede huller omkring gravene indeholdt brændte knogler. Er det brandgrave eller rester af gravmåltider?

Der kan sagtens ligge flere grave under havemulden omkring prøvegrøfterne, men de kan hvile i fred indtil et eventuelt fremtidigt anlægsarbejde på stedet gør et indgreb nødvendigt.

Tibirke og Tisvilde

At finde en vikingegrav her er på sin vis ikke overraskende i betragtning af de mange fine genstande fra yngre jernalder og vikingetid (600-1000 e.Kr.), der de senere år er fundet med detektor på markerne øst for fundstedet. Her kan bl.a. nævnes en rygknapfibula, en ligearmet fibula, en sværdknap, et fint fugleformet vedhæng i Borre-stil og flere fuglefibler, bl.a. en fundet så sent som januar 2015. Området omkring Tibirke og Tisvilde har formentlig haft en særlig betydning på den tid, eftersom de to stednavne er de eneste i kommunen, der henfører til førkristen gudedyrkelse, nemlig guden Tyr.

Fig. 12 GIM 3435 x1

Fra markerne øst for fundstedet stammer mange fine fund fra yngre jernalder/vikingetid, bl.a. dette fine fugleformede vedhæng i Borre-stil…

Fig. 13 Rygknapfibula

…en såkaldt rygknapfibula…

Fig. 14 Fuglefibel

…og en fuglefibula.

Bevaring af fortidsmindet på stedet

Som konsekvens af fundene valgte ejeren at ændre sine jordvarmeplaner og i stedet foretage dem som vertikal boring på et sted, hvor undersøgelsen havde vist, at der ikke var fortidsminder. På den måde slap ejeren for at skulle betale for en arkæologisk udgravning. De resterende dele af gravpladsen er derfor stadig bevaret som fortidsminde. Det er i Museumslovens ånd og bogstav så vidt muligt at bevare fortidsminderne på stedet og ikke bare udgrave så meget som muligt.