Brakteat og pragtfibula- jernalderens guldoffer fundet ved Mårum

Detektorbruger fandt på sin første tur alene et ”once in a lifetime”-skattefund fra jernalderen med kontakter til en skånsk fyrsteplads.

Første gang Bjørn Schamaitat var ude med sin detektor uden sin mere erfarne makker David Buhrkall, gik han på en mark ved Mårum, hvor han kendte ejeren. Stedet havde ikke i forvejen gjort noget væsen af sig i form af lovende fund. Men den dag i november 2014 var der gevinst! En guldbrakteat! Brakteaterne er hængesmykker af guld fra yngre jernalder – 5.-6. årh. e.Kr., dvs. en smule yngre end guldhornene fra Gallehus. Brakteaterne er inspireret af romerske guldmønter (solidi) med kejserportrætter, men fik efterhånden et helt særligt nordisk udtryk med billeder, der bl.a. viser de første sikre vidnesbyrd om asa-kulten med gengivelser af Balders død, Tyr med armen i Fenrisulvens gab og Odin som ”hestehvisker”. Det er sidstnævnte motiv vi ser på brakteaten fra Høvlsbakke ved Mårum. Man ser også et hagekors, som antagelig har været et helse-/lykkebringende symbol. Yderligere er der runer som påskrift. De er spejlvendte, da smykkemageren næppe har været den runekyndige selv. Indskriften lyder LLLTHU og er formentlig en forkortelse for ”lina, laukaR, lathu” (linned, løg, indbydelse), som alle er symbolladede begreber fra kvindesejden.

Fig. 1a Tim

Guldbrakteaten er krøllet sammen efter opholdet i jorden. Kraftigt slid på ornamentikken viser, at den har været i brug i mange år før den endte i jorden.

Fig. 1b Tim

Brakteaten fra Uppåkra, der er stempelidentisk med fundet fra Mårum. Tegning: Poul Wöhliche.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Morten Axboe fra Nationalmuseet, som er vores førende forsker på brakteatområdet, oplyser, at brakteaten fra Mårum har en tvilling fra den blandt arkæologer velkendte lokalitet Uppåkra i Skåne, der gennem de senere år har givet fantastiske fund, der vidner om et fyrsteligt magt- og kultcentrum. Da de to brakteater er præget med samme stempel, tyder det på en kontakt mellem Uppåkra og den nyopdagede plads ved Mårum.
Der er tidligere gjort fund af brakteater i egnen omkring Esrum Sø, bl.a. Danmarks allerførste brakteatfund, der angiveligt skulle være fundet af kong Christian V selv under en parforcejagt i 1672. Det var i øvrigt denne konge, der introducerede begrebet ”danefæ” (død mands gods) i dansk lovgivning.

Fig. 2 Tim

Der er tre andre fund af brakteater på egnen. De er alle gamle fund, der er fremkommet tilfældigt i forbindelse med skovarbejde, grusgravning – eller kongelig jagt…

 

 

Brakteat: af latin bractea = tynd plade. I numismatikken betegnelsen for ensidigt præget mønt. I arkæologien betegnelse for hængesmykker fra 5.-6.  årh. ensidigt præget i forskellige mønstre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter fundet af brakteaten gik makkerparret i gang med en intensiv afsøgning af pladsen. Her kom et vedhæng af guld, der har hørt til smykkesættet, samt stumper fra en såkaldt relieffibula, som er et forgyldt dragtspænde af højeste håndværksmæssige kvalitet.

Fig. 3 Tim

Vedhæng af guld, som har hørt til smykkesættet.

Sådanne spænder kan ikke være båret af hvem som helst. Som Morten Axboe udtaler: ”De må have tilhørt en familie i kammerherre- eller A.P. Møller-klassen”. Spændet kan ligesom brakteaten dateres til sent 5. århundrede og det er udsmykket med tidens foretrukne smukke, meget stiliserede slyngede dyrefigurer, som man skal have et trænet øje for at kunne udskille. En fibula næsten magen til er fundet under tørvegravning ved Hove Mølle ved Smørumnedre – måske stammer de ligefrem fra samme værksted?

Fig. 4a Tim

Stumperne af pragtfibulaen fra Mårum er her opsat i omtrent ”anatomisk orden”.

Fig. 4b Tim

Det gamle fund fra Hove Mølle – kun detaljer skiller dem ad. Foto: Nationalmuseet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådanne skattefund kan ofte være dele af større enheder, og i hvert fald manglede stadig mindst tre stykker af pragtfibulaen. Derfor besluttede Museum Nordsjælland med økonomisk støtte fra Kulturstyrelsen at foretage en efterundersøgelse på fundstedet for så vidt muligt at få det samlede skattefund, som dermed øger sin historiske værdi. Yderligere ville vi også se, om vi kunne finde skattens nedlæggelsessted – om den for eksempel var nedgravet i forbindelse med et hus. De to findere medvirkede ved undersøgelsen med deres detektor. Undersøgelsen, der foregik efter aftale med ejeren, var en afrømning af mulden over 1000 m2 omkring fundstederne for skatten, der gennem årene var blevet spredt af ploven. Detektorfolkene medbringer på deres jagter altid en håndholdt GPS og indmåler fund af betydning, så man senere præcist kan genfinde fundstedet.

Fig. 5 Tim

Museets udgravning på fundstedet: Mulden afgraves lagvis med maskine og afsøges med detektor.

Fig. 6 Tim

Nationalmuseets brakteatekspert Morten Axboe besøgte udgravningen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På undersøgelsen blev fundet et stykke af pragtfibulaens fodplade (nedre del), som det nu var muligt at pusle sammen. Her kunne man se, at fiblen var repareret med en pånittet sølvplade og således også havde været flittigt brugt før nedlæggelsen.

Fig. 7 Tim

Bagsiden af fiblens fodplade. Under den pånittede reparation er fremhævet den indridsede ornamentik af dyreslyng.

Som en særlig bonus viste det sig, at fiblen også var ornamenteret på bagsiden – den side, der vendte ind mod brugeren og dermed var usynlig. Ornamentikken bestod af en slynget dyrefigur ridset ind med et spidst instrument. Fiblens hovedplade var også ornamenteret på bagsiden, men i en helt anden stil: her var det ridset med lineal og forestillede to firkanter med et stjernemotiv af ganske samme art, som findes i miniformat på forsiden.

Fig. 8a Tim

Bagsiden af fiblens hovedplade med indridset ornamentik af firkanter med stjerneagtigt motiv. Den næsten usynlige ornamentik er optegnet med rødt.

Fig. 8b Tim

Detalje fra forsiden. Mønstret minder påfaldende om det indridsede motiv på bagsiden.

 

 

 

 

 

 

 

Der blev på udgravningen ikke fundet det mindste spor af huse eller nedgravninger, der kunne antyde skattens fundsammenhæng. En mulig forklaring kan være, at skatten kan være gravet op i forbindelse med oprensning af den nærliggende å og spredt ud på marken ved siden af. Sådanne skattefund findes nemlig ofte nedlagt i vådmark. Morten Axboe mener, at forklaringen på, at skatten ligger ved en å langt fra en bebyggelse er, at den sandsynligvis er lagt i jorden som en ofring i et grænseland – på grænsen til det ukendte, tæt på åer og moser.

Guldofferfundene fra den tid har enten, som i dette tilfælde, karakter af kvindeskatte (dragtfibler, brakteater + eventuelt glasperler) eller som krigerskatte i form af halsringe og sværdskedebeslag.

Tiden omkring år 500 er så påfaldende rig på guldofferfund, at den er blevet kaldt ”Nordens guldalder”.
En nyere teori går ud på, at det kan hænge sammen med en verdensomspændende naturkatastrofe (meteornedslag eller vulkanudbrud), der indtraf 24. marts i året 536 – et ”annus horribilis” omtalt af både kinesiske, syriske og romerske kilder, hvor solen året igennem skinnede uden kraft, og pest, kulde, misvækst og krige hærgede. Måske har man her frygtet jordens undergang og sat alt ind på at afværge den.
I Vølvens Spådom står netop om Ragnarok:

 

Solen sortner
synker land i hav
styrter af himlen
herlige stjerner.